Adgangskode på din hjemmeside – er det besværet værd?

Du kan sagtens få adgangskode på din hjemmeside, så kun de udvalgte kan kigge med. Men selv synes jeg, det er alt for besværligt og ofte unødvendigt.


Er du sikker på, at du har hemmeligheder nok til det ekstra arbejde?

Jeg bliver jævnligt bedt om at lave en hjemmeside med et lukket område. Som regel skal det kun være foreningens medlemmer, der skal kunne se indholdet på hjemmesiden. Jeg plejer at svare, at det sagtens kan laves, “men det kan være et stort arbejde for jer”.

Brugerprofiler med koder til alle

I WordPress er det er ikke svært for mig at lave en funktion, så  brugeren skal logge sig ind for at læse indholdet.

Men herefter bliver det mere bøvlet, for alle relevante brugere skal jo have en adgangskode. Alle foreningens medlemmer skal derfor oprettes som brugere med brugernavn og adgangskode. Det kan tage lang tid og det kræver fx. at man har en gyldig mailadresse på alle. Ellers kan de ikke oprettes i WordPress og får ikke tilsendt mails med deres nye brugernavn og adgangskode.

Hvis ikke alle er oprettet fra starten har I allerede afskåret nogle interesserede fra at bruge hjemmesiden.

De færreste foreninger har en mails på alle deres medlemmer på forhånd. Så dem må I skaffe.

Mange adgangskoder. Eller en fælles

Man er også nødt til at finder på et system til de mange  adgangskoder,  fx 24BirkevejMette, 26BirkevejPoul osv. Medmindre man vil starte med den, som WordPress generer automatisk. Men ingen kan i praksis bruge en kode som 9#¤r3p((0@ og ikke alle kan forventes at kunne ændre den selv.

En hurtigere løsning er at lave en fælles brugerprofil, som alle kan bruge. Men når mange mennesker bruger den samme kode, er den ikke så hemmelig mere. Og så har man ikke længere styr på, hvem der bruger den.

Og du skal alligevel bruge kræfter på at give alle besked om adgangskoden, og hvordan man logger ind.

Besked til alle

Man skal heller ikke undervurdere behovet for information.  Brugerne vil vide:

  • Hvad er mit brugernavn og min adgangskode?
  • Hvordan logger jeg ind på siden?
  • Hvordan kan jeg ændre min adgangskode?
  • Kan jeg få en ny kode, hvis jeg glemmer den gamle?

Det er ikke en umulig opgave, og man kan for eksempel informere på en generalforsamling eller ved at sende breve ud til alle. Men det skal gøres. Og det tager tid.

Og selvom de nye brugere får en automatisk besked fra WordPress, er det ikke alle, der forstår den umiddelbart. Så der kan være brug for ekstra information.

Alligevel har du sikkert tabt nogle brugere fra starten: Du kan ikke være sikker på, at alle kan finde ud af at logge ind ind på de lukkede sider.

Nye brugerprofiler løbende

Det er altså ikke en helt lille  opgave at oprette de mange nye brugere af din hjemmeside. Men det er selvfølgelig heller ikke umuligt.

Til gengæld bliver du aldrig helt færdig. For brugerprofilerne skal holdes ved lige, når nogen flytter ud og nye flytter ind. De nye skal oprettes, når du har skaffet en mailadresse fra dem.

Du skal også hjælpe dem, der har mistet koden, brugernavnet eller har glemt hvordan man gør.

Er dine hemmeligheder besværet værd?

Du skal selvfølgelig sætte adgangskode på din hjemmeside, hvis du  ønsker det og har behov for det. Men det giver ekstra arbejde for jer, og det holde sikkert nogle brugere helt væk fra hjemmesiden.

Men har I egentlig så mange, dybe hemmeligheder at det er besværet værd?

Hvor meget fortroligt materiale har I egentlig i foreningen? Og hvor meget af det er overhovedet interessant for andre?

Hvis i fx. er en almindelig grundejerforening er det mest “interessante” nok jeres økonomi. Men behøver det være hemmeligt, hvor meget I bruger på reparation af veje eller kringle til generalforsamlingen? Og hvornår, der er vejfest?

Og helt ærligt: Det interesserer sandsynligvis ikke andre end jer selv.

Personsager kan selvfølgelig være følsomme og kræve diskretion. Men så er vi et helt andet sted, hvor sagerne er helt fortrolige og alligevel ikke skal ud til medlemmerne via hjemmesiden

Alternativer til adgangskode på hjemmeside

Her er et par alternativer til at lukke hele hjemmesiden med adgangskode

  • Luk kun en del af siden: Lad det meste være åbent men nøjes med at sætte adgangskode på en lille, begrænset del af hjemmesiden. Så kan alle brugere følge nogenlunde med.
  • Luk kun for en lille gruppe: Lav et lukket område fx. for bestyrelsen. Til møde referater og lignende som kun vedkommer bestyrelsen den. Det er langt nemmere at administrere 5-6 brugere, og de kan måske også klare sig med en fælles bruger
  • Hold det følsomme ude fra hjemmesiden: Hvis I virkelig har følsomme og personlige sager, hører det nok slet til på hjemmesiden.
  • Kode på enkelte sider: WordPress har en indbygget funktion til at sætte adgangskode på enkelte sider og indlæg. Brug den, hvis du bare vil beskytte en enkelt side eller to.

Photo: John Salvino on Unsplash

Mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *