Det er en rigtig god ide at lade en anden læse din tekst, før du lægger den på nettet eller bruger den på anden måde.
Først og fremmest for at få fundet og udryddet dine småfejl. Du kan være nok så erfaren og dygtig til at læse korrektur på andres tekster. Men det er altid anderledes, når du selv har skrevet dem.
Et par friske øjne ser dine smuttere bedre. Når du har arbejdet med en tekst et stykke tid, bliver man let blind for, hvad der virkelig står. I stedet læser man det, man tror, der står. Og det er ikke altid det samme.
Du bør også benytte dig af lejligheden til at få en andens indtryk af dit værk. Er budskabet til at forstå og fungerer teksten? Hvis der er tvivl, må du til tasterne igen for at stramme op.
En fast procedure
Sidder man et sted, hvor der jævnligt skal offentliggøres og opdateres, kan man lave en fast procedure, før man lægger tingene ud til offentligheden. Så ingen lægger noget ud alene, der bør altid være en anden, der også har læst teksten. Det behøver ikke være noget, der tager særlig lang tid, når man er inde i vanen. Det behøver heller ikke være en grundig og nidkær gennemgang af teksten. Bare lige et par friske øjne.
Selvfølgelig er der undtagelser, især hvis tingene skal gå stærkt og du har travlt. Men i så fald bør du være ekstra opmærksom ved den sidste gennemlæsning.