Læg en pdf på hjemmesiden i en blok

Hvis du vil lægge en pdf fil på din WordPress hjemmeside er her en nem metode: Læg filen på sin egen side med indlejring og download-knap.

På siden kan brugerne læse indholdet direkte eller vælge at hente filen selv. Du kan også nemt linke til siden med et helt normalt tekstlink, som er nemt at styre.

Sådan gør du:

  1. I kontrolpanelet vælger du Sider og opretter en helt ny side. Giv den en overskrift, der passer til indholdet i din pdf. Skriv evt. også lidt tekst , det hjælper, når man skal søge.
  2. Gå herefter ned i sidens indhold og vælg blokken Fil. Hvis den ikke kommer frem i de første forslag, skal du måske søge efter den.
  3. Når du har indsat blokken Fil, skal du hente din pdf. Du kan hente din fra mediebiblioteket, hvis den allerede ligger der, eller du kan uploade den fra din computer.
  4. Når pdf-filen er hentet, bliver den lagt ind på siden i et indlejret vindue (inline embed). Der kan man læse indholdet direkte på hjemmesiden. Under vinduet vil der være en knap med download, hvis man hellere vil hente filen.
  5. Gem eller udgiv siden til sidst, så er den klar. Siden vil opføre sig som en helt almindelig side, som du kan lave et helt almindeligt tekstlink til, fx fra en arkivside.

Du kan styre sidens udseende i højre side af skærmen under Blok. Vinduet er som udgangspunkt 600 px, men du kan selv vælge en anden værdi

Du kan også fjerne knappen til Download, hvis du ønsker det, så vil der kun være et tekstlink tilbage.

Indlejring er ikke optimalt

Det er dog ikke altid helt optimalt at læse pdf-filer på denne måde med Embed, især ikke på små skærme. Mange mobiler og tablets vil heller ikke vise embedded pdf’er. Så vil der kun kommer et link.

Flere pdf-filer på en liste

Hvis du vil lave en liste bare med links til flere pdf-filer, kan du også bruge denne metoden:

Fjern blot indlejringen med knappen inline-embed og vælg downloadknappen fra. Eventuelt kan du lade filen åbne i et nyt vindue. Så ender du med et tekstlink til filen, som du kan rette i hvis selve filnavnet ikke duer.

Den næste fil lægger du på med en ny fil-blok nedenunder på samme måde.

Ulempen ved denne metode er, at tekstlinkene er lidt besværlige at arbejde med. For eksempel kan de ikke samles på en liste som almindelig tekst. Ofte er de heller ikke samme størrelse som et almindeligt link.

Mere

Læg pdf-filer på med link til mediefil – den gamle metode før Gutenbergblokke

Pdf på din hjemmeside er ofte unødvendigt