3 sider du skal have på din hjemmeside

Hvis du vil være troværdig på nettet, er der 3 sider, du bør have på din hjemmeside:

  • Om eller Profil
  • Kontakt
  • Referencer

Det handler om åbenhed og ærlighed: Vis hvem du er, hvad du kan og ikke mindst at du står ved det. Du skal ikke skjule noget, og lade dine læsere eller kunder selv danne sig deres eget indtryk af dig. De må gerne tjekke dig, hvis de vil.

Hvis jeg ikke kan finde ud af hvem, der står bag din  hjemmeside og dens indhold, bliver jeg hurtigt skeptisk. Til gengæld bliver jeg mere tryg, hvis jeg kan sætte ansigter på og let komme i kontakt med dig.

De tre sider kan sagtens hedde noget andet, og det er ikke sikkert, de bliver læst meget. Men de sender gode troværdigheds-vibrationer, når de er der. Hvis man skulle få brug for dem.

Lad mig uddybe dem lidt:

Om eller Profil

Profil-siden skal selvfølgelig fortælle, hvem der står bag hjemmeside og gerne udstråle kompetence på området. Men den viser også, at du er seriøs og derfor gerne vil lægge navn til det, du laver. Sæt gerne billeder på, så vi også kan se, hvem du er

Kontakt

Det skal være nemt at komme i kontakt med dig. Desuden  har kontaktsiden et budskab: “Hvis du er utilfreds, er du velkommen til at ringe, skrive eller komme forbi”.

Og hvis kontaktsiden ikke er der, tænker jeg det modsatte: “Deres produkter er sikkert noget skrammel, og de tager ikke imod klager.”

Referencer

Vis hvem, du har arbejdet for og helst også, hvad du har lavet for dem. Lad os se, hvad du kan og også gerne, hvad du ikke kan. Så er der rene linier fra starten.

Måske har du endda lavet noget for en anden, som matcher din potentielle kundes ønsker.

Andre gode sider

Andre sider, der styrker din troværdighed:

  • Priser: Fortæl, hvad du eller dine ydelser koster. Hvis de synes, du er for dyr, var de nok ikke blevet kunde hos dig alligevel. Hvis de synes, du er billig, så får de et indtryk af, hvad de får og ikke får for pengene.
  • Betingelser eller regler: Rene linier fra starten. Hvis du har ekstra god service, så sørg for at vise det. Og hvis reglerne er skrappe, kan man vurdere det selv.
  • Levering: Hvad koster leveringen oveni og hvornår får jeg min vare?  Skal jeg betale ekspres-fragt fra Australien eller brevpost fra Vejle. Det er rart at vide, før  jeg køber og gør mig lidt tryggere.