Del teksten op i mindre godbidder

Du slipper bedst afsted med at servere mange informationer på din hjemmeside, hvis du deler dem op i mange dele. Det kaldes også ”chunking”, hvor indholdet bliver delt op i godbidder.

Opdeling giver flere fordele:

  • Læserne kan selv prioritere og bestemme rækkefølgen, de vil læse i.
  • Korte tekster er mere appetitlige, mere overkommelige at gå i gang med.
  • Der er bedre muligheder for at linke på kryds og tværs af din hjemmeside, til og fra relevante emner.
  • Det er nemmere at skrive klart og forståeligt, når du tager hver ting for sig. Det er også nemmere at forstå.

Nyt emne – ny side

Den simpleste måde er at dele op, når du skifter til et nyt emne. Der er som regel naturlige emneskift i en tekst.

Som sædvanlig skal du dog passe på ikke at overdrive. Det kan blive for småt og irriterende at skulle klikke for meget rundt. Prøv at præsentere relevante informationer nogenlunde samlet, hvis det er muligt og ikke for langt.

Kun en skærmfuld

En anden god regel er ikke at skrive mere, end hvad der fylder en skærm på din hjemmeside. Skal man til at scrolle meget, er det for langt. Og vi gider alligevel sjældent læse det nederste.

Det vigtigste først

Du kan også hjælpe dig selv og læseren ved at prioritere hårdt: Lav et kort et sammendrag eller resume med de vigtigste budskaber. Resten kan komme som undersider til under ”Læs mere”. Ofte behøver man ikke læse mere.