Her til morgen var den her så igen: En helt ægte gratisavis sat i klemme i havelågen. Den anden, vi har fået leveret her til adressen. Jubii, nu begynder det at ligne en konsekvent tilbagevendende handling.
Jeg har faktisk ventet siden den 15. marts. Som jeg skrev dengang, var jeg jublende lykkelig for endelig at blive lukket ind i det fine selskab blandt trendy, købestærke mennesker, der var værdige til at modtage annoncefinansierede nyheder.
“Jubii! En gratisavis… Så er man noget”
Så jeg har været lidt nervøs i den forgangne måned. Måske var det bare en ond og grusom spøg, nogen havde lavet med mig. Ladet mig dufte den liflige mad fra de riges bord for at smække døren i hovedet på mig: ”Lukket fest”.
Men her til morgen kunne igen danse min gratisavis-jubeldans i flisegangen.
Der er nok kun ansat en udbringer avisbud til at dække Amager. Nu har den stakkels dreng eller pige så været hele øen rundt og er vendt tilbage til min lille villavej.
Eller også er det en samvittighedsfuld afløser, der ikke kan få sig selv til at brænde seriøs litteratur af på stranden i stedet for at dele den ud til værdigt trængende.
Måske kommer der også en i næste måned? Jeg har hørt, at de vil holde sommerferie, men jeg kan vist godt nå at få en, måske endda to inden da.
Så vidt jeg kan se, var det en helt ny avis, selvom man kan komme i tvivl. Den lignede den fra sidst. Jeg har ikke fået læst i den endnu, vil ikke krølle den for meget, hvis der kommer gæster. Så vil henkastet lade en bemærkning falde om at jeg lige skulle til at læse i dagens gratisavis. Som jeg plejer.
Men det er ikke steget mig til hovedet. Ikke endnu.