Jeg er så glad for, at der bliver passet godt på mine børns legetøj. Det er rart at vide, at de små poder ikke uforvarende kommer til at åbne deres nye pakker selv. Ikke uden selskab af en voksen med bidetang, hobbykniv, arbejdshandsker og ekstra og sikkerhedsudstyr.
Næh, der er heldigvis styr på sagerne. Når Barbie-dukkerne skal pakkes ind på fabrikken, bliver der ikke sparet på ståltråd, skruer og gaffatape. Og der er solide syvtommersøm, uforgængelig plast og omkring legetøjsgeværet, før der bliver sendt af sted.
Jeg bruger gerne tid på at rive, flå, skære og save legetøjet fri. Og en juleaften giver ikke problemer, hvis man bare ordentligt forberedt. Jeg har altid den store værktøjskasse med, suppleret med bajonet-sav, skærebrænder og vinkelsliber. De lidt sværere opgaver tager jeg med hen på svejseværkstedet dagen efter. En af fordelene er, at poderne ikke får legesagerne i hånden for tidligt. Ikke før jeg har tjekket det igennem og testleget det. De piver, mens de venter, men det er jo for deres eget bedste.
Jeg har altid den store værktøjskasse med, suppleret med bajonet-sav, skærebrænder og vinkelsliber.
Det er rart vide, at de skrøbelige sager er klædt på til den lange rejse fra producenten og her til os. Til turen gennem de islandske vulkaner og gejsere, den brasilianske jungle og de japanske jordskælv
Det er også godt, producenterne har erkendt, deres varer er så skrøbelige og skrukke, at de har brug for maksimal beskyttelse. Så de i det mindste først går i stykker derhjemme og uden for garantien.
For det er da sådan det er? Eller hvad?