Skriv det kedelige mens du venter

Indrømmet: Jeg er ikke selv den mest strukturerede skribent og følger ikke altid de gode råd om at skrive godt. Så jeg ved godt, at en grov skitse, vinkel og den slags bør være på plads, inden jeg går i gang med at skrive en artikel eller anden tekst.

Men ofte går jeg bare i gang, og skriver det kedelige først.

Måske har du travlt eller måske er det en svær historie at fortælle simpelt i en overskrift og indledning. Der kan være mange grunde til at skriveriet ikke kører fra starten.

De kedelige afsnit

De fleste artikler og tekster har kedelige afsnit, du i stedet kan få lavet, mens du venter på inspirationen. Ting, som du ved skal med, men som ikke er selve kernen i din tekst. Det kan for eksempel være:

  • Fakta, tal, statistik, priser osv.
  • Baggrund: Hvad er der gået forud, eller hvad skal man vide.
  • Personbeskrivelser. Udseende, titel, forbindelse til historien osv.
  • Citater: Som regel ved du allerede, hvad du vil citere dine kilder for.

Hvis du får disse rutineting skrevet ned, er de klar til at blive klistret ind i teksten senere.

Konstruktiv opvarmning

Mens du skriver det kedelige, får du brugt din tastatur-tid på noget fornuftigt. I stedet for at glo på en tom skærm, mens du prøver at presse noget genialt frem af en midlertidigt tom hjerne.

Det er lidt som at varme op før en kamp. Det er jo ikke altid, at dine første, skrevne linier er de bedste. Som regel bliver det bedre, når fingrene er varme. Eller måske falder brikkerne til historien helt på plads, mens du arbejder med et citat eller en beskrivelse.

Jeg har ofte oplevet, at lave et kludetæppe af forskellige afsnit, før den gode overskrift eller indledning kom til mig. Så mangler man bare at lave starten og klistre resten på de rigtige steder.

Den næstbedste metode?

Det er ikke sikkert, min metode virker for dig, og det er bestemt ikke den mest effektive måde at skrive på. Du kan hurtigt komme til at lave noget, du ikke får brug for eller skal laves om. Men verden er jo ikke altid perfekt, og inspirationen kommer ikke af sig selv. Så må man bruge de metoder, der trods alt duer.

2 kommentarer til “Skriv det kedelige mens du venter”

  1. Jeg kan også mægtig godt lide denne metode, når jeg skriver markedsføringstekster inden for brancher hvor jeg ikke lige kender ordene og deres betydning på forhånd, eller for nogen der bare er dårlige til at fortælle, hvad de laver. Så kan man komme lidt ind under huden på terminologien og sammenhængene ved at skrive det “sikre” først 🙂

    1. Ja, tit får man først en fornemmelse for kagen, når man har fået fingrene ned i dejen. Så er det tit mere effektivt bare at gå i gang og få skrevet det, man har styr på først. Jeg kan også finde på at sætte X eller lignende, hvis der er nogle udtryk jeg skal have undersøgt bagefter. Men så skriver jeg videre i mellemtiden, i stedet for at stoppe.

Lukket for kommentarer.