Af og til kan man have brug for at sætte lidt fart i teksten. Så er korte sætninger et godt værktøj.
I mange tilfælde kan de virke alt for stammende og staccato-agtige. Men i andre tilfælde kan man benytte maskingeværs-effekten. For eksempel i en hektisk sportsreportage.
Er du god, kan du slippe af sted med at bryde alle regler om hele sætninger og bruge utraditionelle konstruktioner.
Et tænkt eksempel fra gamle håndbolddage:
Ti sekunder igen. 22-22. Bolden til Anja Andersen. Hopskud – nej en finte. Det giver Tonje Kjærgaaard plads på stregen. Hun studser bolden i højre side. 23-22. Slutsignal. Jubel på banen. Jubel på bænken.
Pas på ikke at trætte læserne. Altså ikke for langt og ikke for tit. Brug det for eksempel som en appetitvækker, indgang til en artikel eller et nyt afsnit. Men så heller ikke mere.