Det har været en uge med bål og brand på mange måder.
Det startede med små gnister, da quizministeriet kom med et udkast til en prøve, man i fremtiden skal bestå for at få dansk statsborgerskab. Jeg vil dog påstå, at det ikke er hundesvært at svare rigtigt på 28 ud af 40 spørgsmål. Det er lidt som light-udgaven af Trivial Pursuit: Man kan komme rigtig langt, hvis man ved en masse om Sport og Underholdning. Det kan så opveje de huller, man måtte have i kategorierne ”Rigsfælleskab” og ”Oldgamle kongerækker”. Og da der er tre svarmuligheder, kan man vinde lidt på at gætte på resten.
Først på ugen hørte vi om en 61-årig kvinde, der havde fået et velskabt barn ugen før. Et frisk initiativ, vil jeg sige. Hvis man i den alder stadig vil gennemføre en graviditet og fødsel, så er der da meget, der tyder på det er et ønskebarn. Det er da bedre forudsætninger end for mange andre børn med yngre forældre.
Ellers var resten af ugen vel undrende stilfærdig. På nær et par sympatiaktioner i provinsen, som i Silkeborg. Her kunne de to tilkaldte betjente dog overtale de unge til at gå hjem i seng.
Det minder meget om forrige uges snestorm: Det er i København, det sner med gadekampe og politirazziaer, mens ordensmagten i de sydlige egne kan overtale 10 besættere til at forlade Hermansens gamle hus uden vrøvl. Måske fordi huset var farligt at opholde sig i..
Her på villavejen har jeg gang i min egen demonstration for det ryddede Ungdomshus. I sympati har jeg tændt bål i en bunke gamle blade og aviser og rullet containeren til haveaffald ud på midten af vejen. Mens jeg går blokadevagt maskeret med min datters lyserøde elefanthue, glæder jeg mig over al den støtte, jeg vil få til gengæld, når nu kommunen snart vil kræve min ulovlige carport revet ned. Så bliver der gadekamp, gør der. Selvom den hårde kerne fra Tyskland og Sverige nok var kommet for at sætte fut i gaden, uanset hvilken grund.
Det har vel været det bedst forberedte kaos nogensinde, alle parter i konflikten har jo haft mange måneder til at forberede sig. Men det var vist politiet, der havde haft den bedste brainstorming i ventetiden. Det så vi jo, da de ryddede ungdomshuset i omvendt rækkefølge, oppe fra og ned.
Fantasifuldt, men næsten en smule usportsligt. Jeg får lidt ondt af alle de unge mennesker, der havde slidt den ene mælkekasse med sten efter den anden ind i huset til ingen nytte. Det er åbenbart ikke så sjovt at kaste med gamle cisterner, når man har tyngdekraften mod sig og bliver vækket for tidligt.
Gadekampen stjal meget fokus fra den lykkelige, halv-royale begivenhed: Brylluppet, hvor hendes fraskilte højhed, Prinsesse Alexandra blev til Fru Martin Jørgensen, Grevinde af Frederiksborg. Det ændrede dog ikke ret meget ved prioriteringen af de journalistiske ressourcer. Godt vi har de store journalist-kanoner som Jes Dorph og Ulla Terkelsen til at forklare om kjolesnit, etikette og hvem der er hvem i brudgommens familie. Ved et borgerligt bryllup i den midtsjællandske provins, som vi faktisk ikke var inviteret med til. Så må de unge journalister klare dækningen af de værste optøjer i hovedstaden nyere tid.
(Fra min gamle blog)